Perfect Waste ApS blev etableret i 2020 med en idé om, at sortering skal være nemt og enkelt. Virksomhedens mest udbredte digitale løsning er en app under samme navn, der er udviklet til landets kommuner.
Appen kan tilpasses den enkelte kommunes affaldsordning, og kan anvendes som bl.a. tømningskalender, beskedservice og sorteringsguide. Perfect Waste har i dag 11 ansatte, og er drevet af direktør Jimmy Mørch.
Fra salg til sorteringsguide
Trods mange år som sælger af affaldsbeholdere, så lå det ikke lige i kortene for Jimmy Mørch at han skulle være udvikler og ejer af en affaldsapp. En personlig oplevelse ændrede dog hans tanker og ikke mindst visioner for affaldsområdet, og derfor kastede han sig i 2020 over opgaven om at gøre sortering nemmere.
Opgaven med at sortere affald blev nemlig i 2020 endnu større, da Regeringen besluttede at danskerne skulle til at sortere i 10 typer affald. Dette kunne vise sig at være en udfordring ikke kun for borgerne, men også for kommunerne.
Mange kommuner havde i årevis forsøgt at løse opgaven med at få borgerne til at sortere bedre, så hvorfor skulle den nyoprettet virksomhed Perfect Waste have den gyldne løsning. For Jimmy Mørch var svaret ret enkelt – stregkoder.
En stregkode vil altid vise det specifikke produkt, du står med i hånden. En af de store udfordringer for kommunerne har været at lave generel information, da tingene ændrer sig. En smørbakke kan f.eks. være lavet af flere forskellige materialer, og dette kan endda variere afhængig af producent. Det kan derfor være svært for kommunerne at lave en generel sorteringsguide når produkterne ikke er ens. Ved at basere vores sorteringsguide på stregkoder, behøver du ikke vide en masse om affaldstyper eller sammensætningen af produktet. Du skal faktisk bare kunne scanne stregkoden, og så kommer svaret automatisk til dig, forklarer direktør Jimmy Mørch.
Projektet om at udvikle en sorteringsguide til stregkoder krævede dog mere end blot en god idé. Det krævede både investeringer og samarbejdspartnere, der var villige til at være en del af Perfect Waste. Heldigvis kunne begge dele lade sig gøre, og Næstved Kommune sagde allerede i den indledende fase ja til at være en del af udviklingen, hvor bl.a. en gruppe borgere blev udvalgt til at teste den nye sorteringsguide.
Tynd, tyk, tyk, tynd, tynd…
Mens flere af elementerne var på plads hos Perfect Waste, så manglede der en meget vigtig del. Stregkoderne.
For at kunne lave sorteringsguiden, var vi nødt til at opbygge en database med stregkoder. Vi fik derfor lavet en aftale med Bilka om, at vi måtte komme og scanne hele butikkens varelager – og der er rigtig mange varer på hylderne i Bilka, fortæller Jimmy Mørch.
Rent praktisk betød dette at Perfect Waste ansatte en ekstra medarbejder, der sammen med Jimmy hver dag stod op kl. 3.30 for at scanne varer i Bilka. Hver eneste vare blev oprettet, scannet og taget billede af, så borgerne nemt kunne se hvilken vare de stod med derhjemme. Stort som småt.
Dagen var dog langt fra slut efter morgentjansen i Bilka, da også det ‘almindelige’ arbejde skulle passes. Arbejdsdagen sluttede som regel af med at de mange stregkoder fra morgenen skulle tilføjes i databasen inden vækkeuret endnu en gang ringede tidligt næste dag.
Da den sidste vare i Bilka var scannet kom turen til de øvrige supermarkedskæder som f.eks. Netto, Brugsen og Lidl. Det blev til mange scanninger, og i dag er der over 250.000 stregkoder i appen, og tallet vokser fortsat. Faktisk har Perfect Waste ofte svært ved at følge med, da også brugerne af appen sender forslag ind til varer.
Hvis en vare ikke findes i vores sorteringsguide, så har brugerne mulighed for at sende et billede ind, hvorefter vi undersøger hvordan emballagen skal sorteres. Der kommer lige nu over 4.000 nye varer til om måneden, så vi har måtte ansatte en håndfuld medarbejdere, der dagligt tilføjer nye varer i databasen. Det overrasker mig gang på gang, hvor mange varer der kommer ind, men det er samtidig fantastisk at se, hvor mange ting vores brugere forsøger at finde svar på for at kunne sortere rigtigt. Vi oplever dog nogen gange, at det ikke kun er i køkkenskabene at scanneren blive brugt. Også haveskuret og værkstedet giver nye tilføjelser, som vi skal finde svar på, fortæller Jimmy Mørch.
Foruden værktøjskassen og medicinskabet, så er de forskellige højtider også en stor bidrager til sorteringsguiden. Netop derfor besøger Perfect Waste også butikkerne for at scanne hyldernes mange halloween-, jule- og påskevarer.
Én indgang til din affaldsløsning
Til trods for at sorteringsguiden fik meget ros, så var det ikke alle kommuner, der var klar til at sige ja. I samarbejde med de tilmeldte kommuner og forsyninger samt en god dialog med mulige samarbejdspartnere, udviklede Perfect Waste flere funktioner. Særligt appens beskedservice var afgørende for mange nye kunder, da det gav kommunerne mulighed for at skræddersy deres driftsinformationer til udvalgte områder, hele ruter eller enkle adresser.
Beskedservicen blev et vendepunkt, da flere kommuner kunne spare flere hundrede tusinde kroner på affaldsbudgettet, og derfor blev efterspørgsel hurtigt større. Foruden sorteringsguide og beskedservice, så tilbyder Perfect Waste i dag også en tømningskalender, en oversigt over kommende afhentninger, genvej til kommunens selvbetjening og en direkte adgang til at give kommunen eller forsyning besked om udfordringer i forbindelse med tømning.
Direktør Jimmy Mørch kan dog ikke hvile på laurbærerne, da der fortsat er mange idéer, der skal afprøves og udvikles:
Vores samarbejdspartnere er mere end blot kunder. De er en del af et netværk, hvor vi løbende får idéer, inputs og forslag til nye tilføjelse og ændringer. Det er guld værd, da kommunerne netop er dem, der skal bruge produktet og derfor kender bedst til eventuelle udfordringer. Foruden vores samarbejde, så snakker mange af kommunerne også sammen på kryds og tværs om appen, og sparre med hinanden. Vi har faktisk fået forespørgsel om etablering af en ERFA-gruppe fordi så mange kommuner deler erfaringer med hinanden. Det kan man jo kun glæde sig over, og det gør bestemt også arbejdsdagen en del sjovere når samarbejdet er mere end blot kontrakter og ukendte kontaktpersoner, fortæller Jimmy Mørch.